Den dansende mexicaner

I denne case skal vi se et eksempel, hvor individet opfattes som en inkarnation af sin nationalkultur. Den stammer fra en nyklassiker inden for interkulturel kommunikation: Scollon & Scollon: Intercultural Communication (1995), og den citerede passage er fra et kapitel, der handler om opfattelser af rum i forskellige kulturer – og især hvordan disse opfattelser kan påvirke kommunikationen:

“Én kultur, den mexicanske for eksempel, har en lidt mindre intimsfære end en anden, den nordamerikanske. Resultatet af forskellen, der udgør nogle få tommer, er, at når en nordamerikaner og en mexicaner står og taler sammen, vil mexicaneren lirke sig lidt tættere på amerikaneren for at få den rigtige og komfortable distance til samtale mellem to personer. Nordamerikaneren vil, med sin en anelse større intimsfære, føle, at mexicaneren invaderer hans eller hendes personlige rum, og vil derfor træde en tomme eller to tilbage. Dette vil få mexicaneren til at føle sig ubehageligt til mode, fordi han eller hun vil føle sig for langt væk, og derfor vil han eller hun bevæge sig tættere på. Nettoresultatet af disse kulturelle forskelle i intimsfære og personligt rum er, at hvor der hersker forskellige normer, vil man se, at personen med det mindste personlige rum vil bevæge sig tættere på den anden, og at den anden person hele tiden vil bevæge sig lidt baglæns for at øge afstanden. De to konverserende vil skabe en form for dans, ved hjælp af hvilken de vil bevæge sig over en betragtelig afstand i løbet af en kort samtale. Hvis rummet er pakket med andre mennesker, vil de ende med at bevæge sig rundt og rundt i en cirkel, alt imens de hver især forsøger at finde en behagelig afstand.”

Historien er et eksempel på, hvordan det beskrivende kulturbegreb har en tendens til at gøre mennesker til kulturelt låste størrelser. I eksemplet tænkes dansen nemlig at fortsætte i det uendelige, indtil det ulykkelige par eventuelt støder på noget, der får dem til at skifte retning, akkurat som billardkugler mod den filtklædte bande.

I den virkelige verden kan man dog forestille sig utallige andre udgange på situationen. De to kan for eksempel stå stille og forhandle situationen, indtil de finder et kompromis i forhold til, hvor tæt på eller langt fra hinanden, de kan udholde at være. Mexicaneren kan kontrollere sin impuls til at træde frem, når han opfatter, at hans adfærd får den anden til at vige. Amerikaneren kan trække vejret gennem munden, så hun ikke kan lugte sin samtalepartners aftershave og derfor bedre kan holde nærheden ud – eller hun kan vælge at afbryde dansen for at gå på toilettet og derefter vælge en anden samtalepartner. Hvordan et møde vil udvikle sig, afhænger af, hvordan parterne opfatter hinanden, og af den åbenhed i processen, der reelt er en mulighed.

Kilde:

Ditte Maria Søgaard: Vandringer i det kulturelle spinatbed – kulturforståelse i praksis, Gyldendal Business 2013

Forfatter:
Geografisk område: Latinamerika, Mexico, USA, Vesten
Emner: , , , ,

Tilføj en kommentar


Tilbage