Da Japan blev deprimeret

Hvis den vestlige medicinalindustri havde vidste lidt mere om japansk kultur, var det næppe kommet som en overraskelse, at det op igennem 90’erne og 00’erne var ufattelig svært at sælge antidepressiver i Japan. Landet kan ellers på mange måder sammenligned med de vestlige industrilande, bortset fra at det i 1500 år har været under buddhistisk indflydelse. Den første af buddhismens grundlæggende læresætninger lyder: “Lidelse eksisterer”. De øvrige tre slår fast, at fordi sygdom og død er et fundamentalt vilkår ved menneskelivet, vil det kun føre til mere elendighed at modarbejde dette vilkår. Måske derfor tilhører den subjektive følelse af nedtrykthed i Japan af historiske og filosofiske grunde en anden kategori, end vi er vant til i Vesten.

Japanerne siger ikke, at de er deprimerede, men taler i stedet om ki – ‘livsenergi’. Man kan lide af ki ga fusagu: tristhed, fordi ens ki er blokeret, eller ki ga omoi: tristhed, fordi ens ki er træg, eller ki ga meiru: tristhed, fordi ens ki er sprunget læk. Det lyder mest som en besværlig køkkenvask, men afspejler, at japanerne aldrig har opfattet nedtrykthed som en sygdom – hvilket måske kan virke overraskende i et land med over 30.000 selvmord om året.

Fænomener som stress og depression er simpelthed ikke begrebsliggjort i Japan på samme måde som i Vesten, og derfor måtte den japanske medicinalindustri opfinde udtrykket koroko no kaze – sjæleforkølelse – i forbindelse med lanceringen af et moderne antidepressiv i 1999. Indetil da havde kun tilfældene af virkelig svær klinisk depression været betragtet som noget, der kunne behandles, dog ikke medicinsk, men med psykiatrisk indlæggelse på linje med psykotiske tilstande som skizofreni.

Måske på grund af manglen på begrebsliggørelse er der i Japan opstået en kulturelt unik reaktion på mental overbelastning: hikikomori eller ‘selvfængsling’ som supplement til de mange selvmord. I et forsøg på at gøre noget ved dette omfattende samfundsproblem har den japanske regering gjort en aktiv indsats for at inkorporere en ny forestilling i japanernes univers: forestillingen om depression som en tilstand, der kan behandles medicinsk. Til stor glæde for den danske medicinalvirksomhed Lundbæk, der den 26. april 2011 til Ritzau Finans kunne berette, at de omsider havde fået godkendt antidepressivet Lexapro i Japan, og at de forventede, at de, når salget topper, vil indbringe dem en indtægt på en milliard kroner årligt.

Japanerne er langt om længe blevet deprimerede, ligesom alle andre ordentlige mennesker.

Kilder:

  • Ditte Maria Søgaard: Vandringer i det kulturelle spinatbed – kulturforståelse i praksis, Gyldendal Business 2013
  • ‘Did Anti-Depressants Drepress Japan?’, New York Times, 22. august 2004
  • ‘Antidepressants in Japan’, Transcultural Psychiatry, september 2002

 

 

Forfatter:
Geografisk område: Asien, Danmark, Japan, Vesten
Emner: , , , , ,

Tilføj en kommentar


Tilbage